Vedtægter for Foreningen

Vedtægter for Foreningen


§ 1

Foreningens navn er ”Venner af Château Mallefougasse”. Foreningens hjemsted er den til enhver tid siddende formands adresse.


§ 2

Foreningens formål er at yde økonomisk støtte til slottet Château Mallefougasse beliggende i Alpes de Haute Provence (Frankrig) tilhørende den selvejende Fond Luberon, samt udbrede kendskabet til og sikre interesse for Château Mallefougasse, og derved fremme muligheden for at medlemmerne efter ansøgning kan gæste og tage ophold på slottet til opfyldelse af Fondens formål.

I vedtægterne for Fonden Luberon er fondens formål udtrykt som følger:

Fondens formål er at eje og drive ejendommen Château Mallefougasse beliggende i Provence, Frankrig, og at stille denne til rådighed for kulturelle aktiviteter med dansk udgangspunkt.

Ejendommen vil blive anvendt til gæsteophold af kortere varighed for kunstnere, forfattere og videnskabsfolk. Gæsteopholdet vil give mulighed for ekstraordinære og rolige arbejdsbetingelser samt inspiration fra den landskabelige skønhed, den kulturelle baggrund i Provence og samværet med ligesindede.

Udvælgelsen foretages af fondens bestyrelse blandt ansøgere, hovedsagelig indenfor disciplinerne billedkunst, musik, litteratur, humaniora, naturvidenskab, scenekunst, pædagogik, økonomi, samfundsvidenskab samt kommunikation og medier.


§ 3.

Medlemskab kan opnås ved henvendelse til bestyrelsen og træder i kraft ved indbetaling af det til enhver tid gældende kontingent. Kontingent fastsættes for hvert regnskabsår på general-forsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.


§ 4.

Bestyrelsen er bemyndiget til at slette medlemmer, der trods påkrav er i kontingent restance ud over 2 måneder efter forfald. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem såfremt bestyrelsen skønner at et medlem ikke længere lever op til formålet for foreningen og viser respekt for de leveregler, der gælder for ophold på slottet.

En eksklusion af et medlem kan af medlemmet forelægges den først kommende generalforsamling til drøftelse og afgørelse.


§ 5.

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af april måned. Indkaldelse sker med mindst 3 ugers varsel ved brev eller e-mail til medlemmerne med angivelse af tid, sted samt dagsorden. Indkaldelsen skal være bilagt eller vedhæftet det reviderede regnskab samt forslag til budget.

Forslag fra medlemmer der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal fremsendes skriftlig til bestyrelsen senest en måned før generalforsamlingens afholdelse.

Enhver lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig. Ændringer eller tilføjelser til vedtægterne kan dog kun foretages på en generalforsamling når mindst halvdelen af medlemmerne er mødt frem og der skal være mindst tre fjerdele af de fremmødte der stemmer for forslaget.

På generalforsamlingen kan der ikke stemmes ved fuldmagt.


§ 6.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende faste punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab, samt godkendelse af budget
  4. Fastsættelse af kontingent
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
  7. Valg af revisor
  8. Aktuel orientering om Fonden ved Fondens direktør
  9. Eventuelt

Referat af generalforsamlingen skal- efter at være underskrevet af dirigent og formand – udsendes til medlemmerne senest 14 dage efter afholdelsen.


§ 7.

Alle afstemninger på generalforsamlingen bortset fra vedtægtsændringer jf. § 5 skal afgøres ved simpelt stemmeflertal og skal gennemføres skriftligt, såfremt blot et af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer anmoder herom.


§ 8.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes af bestyrelsen eller når mindst halvdelen af medlemmerne skriftlig henvender sig til bestyrelsen herom med motivering hvorfor og en formuleret dagsorden.

Generalforsamlingen skal afholdes senest 6 uger efter at begæringen er fremsat og indkaldes på samme måde som en ordinær generalforsamling.


§ 9.

Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen der består af op til 8 medlemmer. Den til enhver tid værende formand for samt tillige direktøren for den selvejende Fond Luberon er fødte medlemmer af bestyrelsen. Dette kan ikke nogensinde ændres af en generalforsamling. De øvrige op til 6 medlemmer af bestyrelsen vælges af generalforsamlingen.

Funktionsperioden for de af generalforsamlingen valgte bestyrelsesmedlemmer er 2 år, således at op til halvdelen afgår hvert år. Genvalg kan finde sted. Valgperioden for medlemmerne valgt af generalforsamlingen for den første periode afgøres ved lodtrækning.


§ 10.

Bestyrelsen vælger selv sin formand, næstformand, kasserer og sekretær.


§ 11.

Såfremt et bestyrelsesmedlem ønsker at udtræde af bestyrelsen i sin funktionsperiode indvælges et nyt medlem på den førstkommende ordinære generalforsamling.


§ 12.

Bestyrelsesmøder afholdes på foranledning af formanden eller af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer. Det er formandens opgave at sørge for at samtlige bestyrelsesmedlemmer bliver indkaldt til møderne, hvortil der skal foreligge en dagsorden.


§ 13.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer herunder direktøren for Fonden er til stede. Til beslutning kræves simpelt stemmeflertal. Direktøren for Fondens stemme er udslagsgivende i tilfælde af stemmelighed.


§ 14.

Referat fra bestyrelsesmøderne – efter at være underskrevet af formanden og sekretær – tilsendes bestyrelsesmedlemmerne senest 3 uger efter det pågældende møde. Godkendelse af referat indgår som et fast punkt på dagsorden for næste bestyrelsesmøde.


§ 15.

Kassereren fører foreningens regnskab. Dispositioner over foreningens kasse, bank og girobeholdning til opfyldelse af foreningens formål skal ske i overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger.

Kassereren drager omsorg for at de til enhver tid gældende kontingenter opkræves hos medlemmerne. Formanden holdes løbende orienteret om eventuelle restancer.


§ 16.

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret, idet den første regnskabsperiode løber fra foreningens stiftelse til kalenderårets udløb.

Regnskabet afleveres til revisor senest 6 uger før generalforsamlingens afholdelse. Regnskabet skal med revisorens påtegning udsendes med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.


§ 17.

Beslutning om foreningens opløsning kan kun vedtages når der er mødt tre fjerdele af foreningens medlemmer og mindst tre fjerdele af de fremmødte stemmer for forslaget. Indkaldelse sker med det for den ordinære generalforsamlings gældende varsel.

Såfremt der ikke er et fremmøde på mindst tre fjerdele af foreningens medlemmer tilstede på generalforsamlingen indkalder bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling med opløsning af foreningen som eneste punkt på dagsorden. På denne forsamling kan forslaget vedtages med simpelt flertal blandt de fremmødte.

Ved opløsning af foreningen tilfalder foreningens nettoformue ubeskåret Fonden Luberon.


Ovenstående vedtægter blev vedtaget på den stiftende generalforsamling den 15. februar 2009